JobTeam A/S er blevet politianmeldt og indstillet til en bøde på 50.000 kr. Virksomheden havde slettet personoplysninger omfattet af en registrerets indsigtsanmodning i perioden efter fremsættelsen af anmodningen og inden virksomhedens besvarelse. Datatilsynet blev opmærksom på sagen på baggrund af en klage.
God databehandlingskik
”Når en dataansvarlig sletter oplysninger om borgeren i umiddelbar tilknytning til, at en indsigtsanmodning ikke imødekommes, afskærer den dataansvarlige uretmæssigt borgeren muligheden for at få efterprøvet, om vedkommende har ret til at få indsigt i oplysningerne ved Datatilsynet og domstolene. Det er en krænkelse af borgerens grundlæggende rettigheder og er ikke udtryk for god databehandlingsskik,” siger Astrid Mavrogenis, kontorchef i Datatilsynet.
Indstilling til bøde
Datatilsynet har besluttet at anmelde JobTeam A/S til politiet og indstiller til, at der nedlægges påstand om, at virksomheden idømmes en bøde.
Det er Datatilsynets opfattelse, at en overtrædelse af forordningens grundlæggende principper om behandlingssikkerhed for en virksomhed i en sag som denne som udgangspunkt ikke kan sanktioneres med en lavere bøde end 50.000 kr., hvis forordningens grundlæggende krav om, at bøder skal være effektive og have afskrækkende virkning, samtidig skal overholdes. Ved indstillingen af bødens størrelse har tilsynet samtidig lagt vægt på, at bøden skal stå i rimeligt forhold til overtrædelsen.
I de fleste europæiske lande kan de nationale datatilsyn selv udstede administrative bøder, men reglerne er anderledes i bl.a. Danmark.
Her fungerer det på den måde, at Datatilsynet efter at have belyst og vurderet sagen politianmelder den dataansvarlige. Herefter undersøger politiet, om der er grundlag for at rejse en sigtelse mv., og endelig vil en eventuel bødestraf blive afgjort ved en domstol.
Vil du vide mere?
Du kan læse mere om retten til indsigt her.
Pressehenvendelser kan rettes til kommunikationskonsulent Anders Due - tlf. 29 49 32 83 / mail ad@datatilsynet.dk.