Datatilsynet har politianmeldt Nordbornholms Byggeforretning ApS for uberettiget at have videregivet oplysninger om strafbare forhold om en tidligere medarbejder til to af virksomhedens kunder. Datatilsynet har indstillet til en bøde på 400.000 kr.
Datatilsynet blev i 2018 kontaktet af en borger, som klagede over, at borgerens tidligere arbejdsgiver, Nordbornholms Byggeforretning ApS, uberettiget havde videregivet oplysninger til virksomhedens kunder om borgeren.
Nordbornholms Byggeforretning ApS havde ved e-mails oplyst to af virksomhedens kunder om, at den tidligere medarbejder havde begået og erkendt at have begået strafbare forhold i ansættelsen, og uddybende at have beskrevet, hvordan det strafbare forhold om svindel skulle være blevet begået.
Interesseafvejning
En del af de oplysninger, der blev videregivet, må vurderes som oplysninger om strafbare forhold, idet der er tale om oplysninger om et politianmeldt strafbart forhold, som for modtageren må anses for værende underbygget. Sådanne oplysninger kan kun videregives, hvis der er hjemmel hertil i medfør af databeskyttelseslovens § 8, stk. 4, jf. stk. 3. Det kan for eksempel være tilfældet, hvis videregivelsen sker til varetagelse af private interesser, der klart overstiger hensynet til de interesser, der begrunder hemmeligholdelse.
Datatilsynet har vurderet, at virksomheden i en sag som den foreliggende havde en legitim interesse i at videregive oplysninger om afskedigelsen af den tidligere medarbejder til sine kunder og i at oplyse kunderne om, at medarbejderen som følge heraf ikke kunne indgå aftaler på vegne af virksomheden.
”Det må anses for legitimt at oplyse sine kunder om, at en medarbejder, der tidligere har tegnet virksomheden, ikke længere er ansat, og dermed ikke længere kan indgå aftaler på virksomhedens vegne, men detaljerede beskrivelser af anklagerne mod den tidligere medarbejder, herunder oplysninger om, at den tidligere medarbejder skulle have erkendt forholdet ved en afhøring hos politiet, og hvor stort et beløb den tidligere medarbejder havde svindlet for, mener vi ikke er nødvendige for at varetage den legitime interesse,” siger kommitteret Birgit Kleis, Datatilsynet.
Hvorfor politianmeldelse?
Datatilsynet foretager altid en konkret vurdering af sagens grovhed i medfør af databeskyttelsesforordningens artikel 83, stk. 2, ved vurderingen af, hvilken sanktion der efter tilsynets opfattelse er den korrekte.
Datatilsynet har ved vurderingen af, at der bør idømmes en bøde, lagt vægt på, at der er tale om videregivelse af oplysninger om strafbare forhold vedrørende en tidligere ansat, og at oplysningerne er videregivet til samarbejdspartnere på Bornholm, som er et relativt afgrænset område, hvor den tidligere ansatte fortsat var bosiddende og skulle fortsætte sit arbejdsliv.