Når du deler oplysninger om andre
Når du deler (uploader, offentliggør, tagger, videredeler mv.) oplysninger eller billeder om andre personer på det sociale netværk, vil delingen ikke være omfattet af de databeskyttelsesretlige regler, hvis delingen sker som led i rent personlige og familiemæssige aktiviteter.
Sådanne aktiviteter kunne f.eks. omfatte din deling af et billede af et familiemedlem eller en ven/veninde på din private Instagram, TikTok eller Facebook profil eller andet socialt medie, når delingen er sædvanlig, og sker uden, at du har et erhvervsmæssigt eller kommercielt formål.
Selv om databeskyttelsesreglerne i ovenstående tilfælde som udgangspunkt ikke gælder, bør du dog stadig bruge din sunde fornuft og tænke over, om delingen kan genere, udstille eller krænke den person, det handler om. Hvis du er i tvivl, så spørg vedkommende.
Hvis du har delt noget, som du troede var i orden, men det viser sig, at den anden person ikke bryder sig om det, så lyt til ham eller hende og fjern det igen. Det er god stil!
Når andre deler oplysninger om dig
Når andre deler oplysninger om dig, gælder det samme selvfølgelig for dem.
Har nogen delt f.eks. et billede af dig, som du gerne vil have fjernet, så start med at bede den person, der har delt billedet, om at slette det. Hvis personen ikke vil det, kan du rette henvendelse til den, som er ansvarlig for hjemmesiden.
Du kan eventuelt også tage fat på os i Datatilsynet. I de tilfælde, oplysninger eller billeder er delt i rent privat sammenhæng, vil tilsynet dog desværre ikke kunne hjælpe, da reglerne om databeskyttelse som nævnt ikke gælder i sådanne tilfælde.
Vær derfor altid et godt eksempel selv og fjern oplysninger om andre, som du har lagt op. Fjern oplysningerne, også selvom du tidligere har fået et ja til, at du måtte dele oplysningerne.