Forbundne biler og datasikkerhed

Denne side giver dig indsigt i, hvordan forbundne biler håndterer data, og hvad du kan gøre for at beskytte dine personlige oplysninger. Målet er at hjælpe dig med at forstå dine rettigheder og tage kontrol over dine data.

Hvad er forbundne biler?

Forbundne biler - også kendt som connected cars - ændrer måden, vi tænker transport på. De tilbyder avancerede digitale funktioner, der gør kørslen mere behagelig og effektiv. Disse biler fungerer som ”computere på hjul” og kan blandt andet gå på nettet, håndtere opkald, navigere med live trafikopdateringer og integreres med smarthome-enheder. Teknologien gør det muligt at tilpasse og optimere brugeroplevelsen på mange måder.

Den øgede digitalisering betyder dog også en omfattende dataindsamling. Moderne biler registrerer ikke kun oplysninger om bilens ydeevne, men også om føreren, herunder kørselsmønstre, vaner og adfærd. Disse data er ofte personhenførbare, hvilket rejser vigtige spørgsmål om datasikkerhed og privatliv.

Selvom data bruges til at levere nyttige funktioner som automatisk sædejustering eller hurtig adgang til ofte anvendte adresser, kan den omfattende indsamling indebære risici. Det er ikke altid tydeligt for brugerne, hvor dataene opbevares, hvordan de bruges, og hvem der har adgang til dem. Derudover kan disse data være sårbare over for misbrug af hackere og tredjepartsvirksomheder.

Forbundne biler udfordrer dermed balancen mellem innovation og beskyttelse af privatlivet. Derfor gælder særlige databeskyttelsesregler, som du bør orientere dig om. Disse regler stammer fra Det Europæiske Databeskyttelsesråds (EDPB) retningslinjer for, hvordan GDPR skal tolkes i forbindelse med forbundne biler.

Eksempel på data, der kan misbruges:

Hvis du anvender bilens GPS til at navigere, kan systemet registrere din hjemmeadresse og arbejdsrutiner. Disse oplysninger kan misbruges til at afsløre, hvornår dit hjem står tomt.

Datarisici ved forbundne biler

Forbundne biler kan registrere en række oplysninger om både føreren og passagererne. Disse data kan ofte knyttes direkte til en person og betragtes derfor som personhenførbare. Det er vigtigt at være bevidst om, hvilke data du giver samtykke til at dele med bilproducenten eller tredjepartsvirksomheder, da de kan være følsomme og potentielt misbruges af hackere eller tredjepartsvirksomheder.

Nedenfor kan du få et overblik over de typiske typer persondata, som forbundne biler kan indsamle om dig, og hvilke informationer der kan udledes på baggrund af dem.

Forbundne biler kan blandt andet indsamle følgende persondata om dig:

Registrer, hvor du har været, hvilke ruter du kører, og potentielle fremtidige destinationer. Disse data kan afsløre, hvor du bor, om du er hjemme, og hvilke steder du ofte besøger.

Omfatter hastighed, acceleration, opbremsninger og sving. Disse data kan bruges til at vurdere din køreadfærd og påvirke din bilforsikring.

Registrer foretrukne radiostationer, afspilningslister og navigationsindstillinger, f.eks. arbejdsplads, børns skole eller andre personlige destinationer. Kan afsløre detaljer om førerens køn, sprog, nationalitet og andre personlige oplysninger.

Omfatter opkald, beskeder og internetaktivitet, især i køretøjer med WiFi og Bluetooth. Kan bruges til at kortlægge sociale relationer og identificere netværk. Økonomiske data som betalinger for parkering eller vejafgifter kan også registreres.

Indsamles via apps, der bruges til at åbne bilen, forvarme den, lokalisere den eller få adgang til serviceoplysninger. Kan afsløre personlige oplysninger gennem appens registreringsproces, f.eks. e-mailoplysninger.

Opfatter puls, øjenbevægelser og ansigtsgenkendelse, som kan bruges til at styre adgangen til bilen, overvåge førerens helbred og etnicitet. Logfiler over hvornår folk har åbnet bilen kan også være inkluderet.

Derudover kan der indsamles data om køretøjets ydeevne og drift, herunder motorydelse, brændstofforbrug, dæktryk og nødvendig vedligeholdelse. Disse informationer betragtes dog ikke som persondata, da de ikke direkte kan henføres til en bestemt person.

Dine rettigheder og valg

Producenter af forbundne biler har et vigtigt ansvar, når det kommer til beskyttelsen af personoplysninger i tilsluttede køretøjer. Kort sagt skal producenterne udvikle køretøjer, der indsamler så få data som muligt. Derudover skal producenter oplyse brugerne om, hvilke data der indsamles.

Dit samtykke spiller også en rolle for, hvilke systemer der fungerer i din forbundne bil. Systemer, der indsamler data uden et lovkrav, skal som udgangspunkt være deaktiverede. Det betyder, at du selv kan vælge, om du vil aktivere dem. Men selv hvis du giver dit samtykke, har organisationen ansvaret for at behandle dine personlige data ordentligt. En bils funktionalitet bør aldrig ske på bekostning af din datasikkerhed.

Hvis en organisation behandler dine personlige data, har du en række privatlivsrettigheder. Her er nogle af de eksempler, som EDPB fremhæver:

Samtykke skal være informeret, specifikt og frivilligt. Det må ikke være en forudsætning for brug af basale funktioner i køretøjet. Du kan læse mere her.

Som borger har du ret til at vide, hvilke data der indsamles, hvordan de bruges, og hvem der har adgang til dem.

Brugere skal kunne tilpasse privatlivsindstillinger og deaktivere visse typer dataindsamling. Flere smartbiler, f.eks. Volkswagen, gør det muligt for brugeren at vælge hvilke informationer der deles med VW.

Brugere kan kræve, at deres data slettes, særligt ved videresalg af bilen eller når persondata ikke længere er nødvendige.

Brugere skal kunne overføre deres data til sig selv eller en anden udbyder.

Borgere kan klage til en databeskyttelsesmyndighed (f.eks. Datatilsynet).

Hvis du har givet samtykke til behandling af dine personoplysninger, har du altid ret til at trække det tilbage. Det skal være lige så nemt at tilbagekalde samtykke, som det var at give det. Producenten kan informere dig om, at visse funktioner muligvis ikke længere fungerer optimalt, hvis du trækker dit samtykke tilbage. Det skal dog klart fremgå, hvilke funktioner der påvirkes, og hvorfor. Ifølge EDPB skal bilens grundlæggende funktioner fortsat fungere uden samtykke.

Generelt er behandling af personoplysninger ikke nødvendig for bilens basale drift, med mindre der er en lovbestemt forpligtelse. Et eksempel er eCall, et 112-baseret system, der automatisk kontakter alarmcentralen i tilfælde af en ulykke. Denne funktion kan ikke deaktiveres og videregiver kun bilens lokation til relevante myndigheder, f.eks. brandvæsenet, når det aktiveres.

Som bruger af en forbundet bil er det vigtigt at være opmærksom på, hvordan dine data behandles. Husk at gennemgå bilens privatlivsindstillinger og informere andre brugere om, hvilke data der kan indsamles.

Bør jeg eje en forbundet bil?

Der er ikke noget problem i at eje en forbundet bil, så længe du orienterer dig om dine rettigheder og de risici, der kan være forbundet med databehandling. Ligesom med en computer giver disse biler en række brugervenlige funktioner og bekvemmeligheder, men det bør aldrig ske på bekostning af dine datarettigheder. Ved at være informeret og tage ansvar for, hvordan dine data behandles, kan du nyde fordelene ved en forbundet bil - uden at gå på kompromis med dit privatliv.

Lejebiler

Lejer du en bil? Mange lejebiler er i dag "forbundne biler", og det er vigtigt at forstå, hvordan du kan beskytte dine data, når du lejer eller leaser en bil. Her er, hvad du bør vide:

Tips til leje af en forbundet bil

  • Læs udlejningsfirmaets privatlivsbetingelser for at få indsigt i, hvordan dine data indsamles, bruges og deles.
  • Sørg for at gennemgå bilens privatlivsindstillinger, og slå sporing fra, hvis muligt.
  • Vær forsigtig med at forbinde din telefon via Bluetooth.
  • Slet dine data, når du afleverer bilen.
  • Undgå at dele følsomme oplysninger.
  • Vær opmærksom på dine rettigheder i forhold til indsigt, berigtigelse og sletning af data.

Vigtige områder at være opmærksom på

Når du lejer en forbundet bil, skal du være opmærksom på, hvordan bilen kan overvåge og bruge data om dig, samt hvilke data du selv kan tilgå som lejer. Her er de vigtigste punkter:

Forbundne lejebiler kan overvåge oplysninger som lokation, hastighed, kørselsadfærd og brug af bilens systemer. Udlejningsfirmaer anvender ofte disse data til at beskytte bilen eller vurdere skader og regelbrud.

Som lejer kan du få adgang til bilens funktioner, herunder GPS-navigation, kørselsrapporter og bilens tilstand. Vær dog opmærksom på, hvilke data du har adgang til, og hvilke begrænsninger udlejningsfirmaet har fastsat.

Læs altid lejekontrakten grundigt for at forstå, hvilke data der indsamles, og hvordan de anvendes. Udlejningsfirmaet har pligt til at informere dig om, hvordan dine data sikres, og om de deles med tredjeparter.

Når lejeperioden slutter, bør du sikre, at dine personlige oplysninger slettes fra bilens systemer, herunder GPS-ruter og telefonparring. Dette kan ofte gøres via bilens indstillinger, men du kan også bede udlejningsfirmaet om hjælp.

Udlejningsfirmaer kan anvende data som hastighed og kørselsadfærd til at vurdere skader eller brud på lejeaftalen. Disse data kan også have betydning for eventuelle gebyrer eller erstatningskrav.

Som lejer af en forbundet bil er det vigtigt at kende dine rettigheder og tage ansvar for at beskytte dine personlige oplysninger. Ved at være opmærksom på, hvordan data håndteres, kan du undgå ubehagelige overraskelser og sikre dit privatliv.

Firmabil

Bruger du en firmabil? Det er vigtigt at være opmærksom på, at arbejdsgiveren kan bruge bilens systemer til at overvåge din kørsel i visse situationer. Sådanne overvågningsaktiviteter skal overholde reglerne for databeskyttelse i ansættelsesforhold.

Læs mere om Databeskyttelse i forbindelse med ansættelsesforhold