Politianmeldelse

Danske Shoppingcentre indstilles til bøde

Dato: 08-12-2022

Datatilsynet politianmelder Danske Shoppingcentre P/S for tv-overvågning af toiletområde i City2 og indstiller til en bøde på 350.000 kr.

Datatilsynet har politianmeldt Danske Shoppingcentre P/S for ikke i tilstrækkelig grad at have begrænset tv-overvågningen på i hvert fald ét toiletområde i indkøbscentret City2. Datatilsynet har indstillet til en bøde på 350.000 kr.

Datatilsynet blev i forbindelse med en klage opmærksom på, at der var opsat tv-overvågning på flere toiletområder i indkøbscentret City2. Danske Shoppingcentre forklarede over for Datatilsynet, at der havde været problemer med bl.a. hærværk på toiletterne, og at Danske Shoppingcentre derfor havde opsat tv-overvågning for at forhindre hærværk og tyveri samt sikre tryghed for kunderne.

Danske Shoppingcentre havde i forbindelse med overvågningen implementeret en teknisk løsning med en sort markering på kameraet henover det sted, hvor der var opsat et urinal på et af herretoiletområderne. Efter Datatilsynets vurdering sikrede den påsatte sorte markering på kameraet imidlertid ikke i tilstrækkelig grad, at gæsterne ikke blev filmet i forbindelse med benyttelse af urinalet. Datatilsynet har vurderet, at dette er i strid med princippet om dataminimering.

”Det er et grundlæggende princip i GDPR, at der ikke må behandles flere personoplysninger end nødvendigt. I dette tilfælde er der tale om en meget privat situation, hvor de færreste vil forvente at blive filmet. Derfor mener vi, det skal udløse en bøde,” siger kontorchef Karina Kok Sanderhoff.

Hvorfor politianmeldelse?

Datatilsynet foretager altid en konkret vurdering af sagens grovhed i medfør af databeskyttelsesforordningens artikel 83, stk. 2, ved vurderingen af, hvilken sanktion der efter tilsynets opfattelse er den korrekte.

Datatilsynet har ved vurderingen af, at der bør idømmes en bøde, bl.a. lagt vægt på, at der er tale om en overtrædelse af forordningens grundlæggende principper for behandling af personoplysninger, at der er tale om overvågning af et potentielt meget stort antal personer, at overvågningen er foregået over en længere tidsperiode, og at det er en meget privat situation at benytte sig af et urinal.

Kan jeg få aktindsigt i sagen?

Retten til aktindsigt omfatter ikke sager inden for strafferetsplejen. Man kan derfor som klart udgangspunkt ikke få aktindsigt i sagen eller sagens dokumenter.

Læs mere om aktindsigt i straffesager her

Fakta

Bødestraffe efter GDPR

I de fleste europæiske lande kan de nationale datatilsynsmyndigheder selv udstede administrative bøder for overtrædelse af de fælles europæiske regler i databeskyttelsesforordningen (GDPR). I Danmark skal bødestraffe efter forordningen indtil videre afgøres ved domstolene.  

Datatilsynet kan indstille både private aktører og offentlige myndigheder til bødestraf. I forbindelse med anmeldelsen af sagen til politiet vurderer Datatilsynet bødens størrelse, og det er herefter op til politi og anklagemyndighed at rejse tiltale og føre straffesagen ved domstolene.

En bøde skal efter reglerne være effektiv, stå i rimeligt forhold til overtrædelsen og have afskrækkende virkning. Datatilsynet inddrager derfor en række hensyn og afvejninger i både skærpende og formildende retning, når tilsynet udtaler sig om bødens størrelse. Du kan læse mere om, hvad Datatilsynet lægger vægt på i de vejledninger om bødefastsættelse, som tilsynet har udarbejdet i samarbejde med Rigspolitiet og Rigsadvokaten, samt i Det Europæiske Databeskyttelsesråds vejledning om bødefastsættelse. 

Det er forudsat i reglerne, at bødeniveauet for offentlige myndigheder generelt er lavere end for private aktører.

Se en oversigt over bødeindstillinger efter GDPR